World Trade Center Ballerup World Trade Center Ballerup
10. august 2014

Danmark får sit første World Trade Center

Kongeegen A/S introducerer et af verdens største og mest anerkendte businessbrands i Danmark.

Danmarks første World Trade Center er en realitet, efter at organisationen bag det verdensomspændende brand - World Trade Center Association, i forrige uge udstedte sin officielle licens til World Trade Center Ballerup.

Det sker, når World Trade Center Ballerup den 12. september 2014 slår dørene op til et helt nyindrettet business center.

"Ideen om et World Trade Center i Danmark har været længe undervejs, og vi har arbejdet med flere forskellige beliggenheder og set-ups. Da vi i 2013 overtog Siemens tidligere hovedsæde i Ballerup, var muligheden der for at skabe et flerbrugerhus med de helt rigtige omgivelser og kvaliteter.” siger Ib Henrik Rønje, ejer af og adm. direktør i Kongeegen A/S samt bestyrelsesformand i det nystiftede datterselskab World Trade Center DK A/S.

Ballerup er i forvejen kendt som en af de mest erhvervsvenlige kommuner i Danmark og huser en af de højeste koncentrationer af internationale virksomheder.

World Trade Center Ballerup har løbende været i dialog med World Trade Center Association i New York, for at kunne efterleve de høje krav til ejendom, drift, indretning, serviceniveau, miljø og aktiviteter etc., der kræves for at blive godkendt som licenstager af det eftertragtede brand.

Business centeret rummer godt 16.000 m², der netop nu renoveres og indrettes til møde- og konferencecenter, lobbyområde, kantine og fitnessrum samt en lang række servicerede kontorer i varierende størrelse fordelt på bygningens fire plan.

Global networking

De kommende lejere i World Trade Center Ballerup - virksomheder, organisationer, iværksættere m.fl. vil ikke blot få del i et af verdens stærkeste brands inden for international handel. De vil samtidig få adgang til et stærkt og globalt netværk, der tæller flere end 300 World Trade Centre fordelt på over 100 forskellige lande.

"Adgangen til internationalt netværk er World Trade Center Ballerups stærke trumfkort. Vi kan hjælpe vores lejere med den første kontakt til potentielle kunder og samarbejdspartnere og finde vigtig handelsinformation om udlandet. I takt med at lejere flytter ind i huset, vil vi afholde arrangementer, messer og konferencer med både nationalt og internationalt sigte. Lejere får endvidere lov at benytte World Trade Center logoet i deres markedsføringsmateriale og kan derved læne sig op af et genkendeligt og troværdigt brand, når de skal ind på nye markeder.” siger Ib Henrik Rønje.

 

Nyt kapitel om World Trade Center

De fleste danskere associerer stadig udelukkende World Trade Center med terrorkatastrofen tilbage 11. september 2001 i New York.

”Det bliver derfor vores første store opgave at synliggøre over for dansk erhvervsliv, at World Trade Center også er identisk med et internationalt, inspirerende og værdiskabende kontor- og businessmiljø.” siger idemanden bag projektet, Ib Henrik Rønje, der forventer, at de første virksomheder vil kunne flytte ind og tage World Trade Center Ballerup i brug i løbet af september. 

I Sverige har erhvervslivet taget overbevisende fint imod World Trade Centre i bl.a. Stockholm, Göteborg og Malmø. Sidstnævnte åbnede i 2006, udvidede to år senere og kan i dag bryste sig af at være fuldt udlejet. Pt. er endnu et center under opførelse i Lund.